Hundetræning - øg din værdi for hunden

Sådan øger du nemt din værdi set med hundeøjne!
Kontaktøvelser og samarbejdsøvelser som giver ejer ekstra værdi set fra hundens synsvinkel af Per Arnt Rasmussen (Copyright)

De øvelser som jeg har samlet, er der for de flestes vedkommende lidt fart på, det er med vilje for at gøre ejer mere levende og spændende set med hundens synsvinkel.
Med lidt træning vil det påvirke jeres relation meget, og med lidt held vil det også påvirke jeres kontakt på gåture (afhængig af hvad mennesket foretager sig).....
Selvfølgelig er det vigtigt ikke bare at øve hjemme, men også at træne på en træningsplads sammen med andre hunde (forstyrrelser), da hundene kigger på og lærer af hinanden, lige som hos menneskene - og menneskene kan få hjælp til at blive bedre i deres hundeforståelse ??

Basis i al positiv hundetræning med din bedste ven er at jeres grundlæggende kontaktøvelser fungerer og at du opnår stor værdi for hunden. Så stor værdi at forstyrrelser omkring jer gradvis kan øges og træningen stadig gennemføres.
Rent faktisk er det de positive følelser I træner på, som styrker jeres fællesskab.
Husk at hunde er meget visuelle, brug håndtegn og kropssprog og smid verbale kommandoer væk, indtil øvelsen er forstået, så kan de gradvis kommes på. Håndtegn kan du bruge på stor afstand når de er indlært.
Det er en rigtig god ide at have læst mine tidligere artikler "Hvalpeliv" og "Sådan kan du uden videre aktivere din hund" i tidligere numre af bladet, og ellers ligger de på Hundefamiliens hjemmeside www.hundefamilien.dk

Holdningerne i artiklen udtrykker mine egne holdninger, jeg er ikke længere fungerende DKK-instruktør og udtrykker mig derfor ikke på DKKs vegne.
Det havde selvfølgelig været rart med nogle illustrationer, jeg tager nok nogle billeder næste gang vi får hvalp i hjemmet men ellers må i kigge på videoerne og spørg endelig om alt muligt.

Start med at kigge her på disse videoer for at genopfriske øvelser/blive inspireret - desværre er det med voksne hunde så man kan ikke så godt se hvordan øvelserne indlæres bedst, kun de færdige øvelser.
Der er brugt videoer med basisøvelser fra Dansk Kennel Klubs Youtube-kanal http://www.youtube.com/channel/UCwpXLVOkqMmgLt93deIpMVA/videos

De øvelser som især giver ejer ekstra værdi, er markeret med RØD skrift iden oprindelige artikel i Pudelklubbens blad (se billederne) - på et tidspunkt får jeg det også markeret her på hjemmesiden !
Træning af indkald er også en af de gode, vigtige og spændende øvelser, og "gå pænt" har sikkert interesse, men de og andre øvelser gemmes til næste artikel.

VIDEO DKK 03 Kontaktøvelser bl.a."Jesus".
Der er ikke en officiel øvelse som hedder "Jesus" det kalder man det bare i trænerkredse.
http://www.youtube.com/watch?v=b7rRyhnZ2Tw

Jesus-øvelsen hedder egentlig "kontaktøvelse med fristelser i hænderne" det kan man ikke rende og huske på, så dette navn er nemmere at huske og forbinde med hvad man gør.

"Kontakt med fristelser i hænderne": Stå med hunden foran dig med en godbid i hver hånd ud til siden - Vent på at hunden holder op med at kigge på hænderne og godbidderne og i stedet tilbyder øjenkontakt - Ros og giv godbid i det sekund hunden tilbyder øjenkontakt ("Ja" er mere præcist end "dygtiiiiig") - Gentag og giv godbidden fra skiftende hænder ud fra et tilfældigt mønster, så hunden ikke forventer, at godbidden altid kommer fra samme hånd - Lad være med at hjælpe hunden ved at kalde på den eller lokke den. Øvelsen kan også trænes med legetøj

"Gør som hundemor" (et tip fra de rutinerede hundeinstruktører jeg har mødt gennem tiden, hvis mennesket ikke har kontakt nok til hunden, det er ikke med på videoen): Du har godbidder (f.eks skinketern) i munden som du spytter ud ved øjenkontakt, hunden er vild med den udgave og du har opmærksomheden ubetinget.

I "Slip godbidden" kommer mennesket på videoen til, i "Jesus-positionen", at læne sig ind over hunden, det er i princippet let truende og i hvert fald ubehageligt i hundesprog når noget kommer oppefra på den måde, så lad være med det, selvom mennesket måske gør det med vilje for at øge hundens tolerance over for menneskers kropssprog.

Hunden tilbyder kontakt på stedet - det er det vi er ude efter generelt, at der tilbydes kontakt evt. forskellig adfærd i nogen situationer- på den måde kan du f.eks når du er ude at gå tur lave en "forstærkningszone" ved venste hånd hvor der ofte falder godbidder af, så vil hunden holde sig der og ofte søge øjenkontakt med dig, medmindre du bruger nogle kedelige godbidder ??

Godbids Return to Sender: Sammen med "Løbeleg" er det noget af det som hunden synes er virkelig sjovt og hyggeligt og noget i er fælles om. Hunden lærer at det kan betale sig at checke ind og at vælge omgivelserne fra. Bemærk at ved at smide godbidden væk får hunden lyst til at vende tilbage til mennesket (menneskets værdi øges). Leg som belønning giver intensitet.

Return to sender med godbid:
I Return to sender med godbid lægger man en godbid i græsset, som hunden spiser - når hunden så tjekker ind med kontakt får hunden ros og belønning (gerne belønning der er bedre end den fra græsset eller to godbidder).Er det første gang man laver den med sin hund, så lav den på fliser i stedet, så er der ikke så meget at tage fejl af.
Øvelsen beskrives lidt forskelligt forskellige steder, læg dog bare mærke til flg.
Dybest set skal øvelsen bare opfattes således: Skift mellem at belønne for kontakten inde ved sig og ved at smide godbidden lidt væk hvorefter hunden søger ejer igen osv.osv.
Øvelsen giver ejer stor værdi, såfremt den er rigtig udført - lad f.eks være med at ramme hunden i hovedet med godbidderne!

Løbeleg
Gør ejer sjovere pga bevægelse, udnytter hundens instinkter, kan bruges i en nødsituation
Kast en godbid til hunden og løb - bliv ved med at løbe (!) indtil hunden har snust færdigt og opdager, at du løber- lad hunden indhente dig - kast en godbid og løb den anden vej -bliv ved med at løbe indtil hunden indhenter dig - kast igen en godbid og løb den anden vej -Gentag et par minutter. Pas på dit kropssprog så det er venligt hundesprog (og ikke afstandsøgende hundesprog, hvor du skubber hunden væk fra dig pga du læner dig fremover) - skal der evt. en line på bagefter, så sørg for at det bliver positivt at få line på til sidst når øvelsen er slut, og ikke en afbrydelse af noget sjovt - brug glad stemme og belønning.
Kontakt i pladsposition er som udgangspunkt ikke så vigtig set med hundens øjne, men som I kan se er der skabt en værdifuld plads ved siden af mennesket, hvor det kan betale sig at være og sidde stille.
Denne øvelse og andre øvelser hvor der er brug for bestemte placeringer, for eksempel til HTM (Heelwork to music) kan med fordel trænes vha. platformstræning, som kendes fra Michele Pouliot, find det på nettet.

"Target" betyder mål, så kontakt til hånden er ved hundens første øjekast målet i håndtarget.
Håndtarget (kaldes også snudetarget) er - udover øjenkontaktøvelser  - en af de vigtigste og mest brugbare øvelser, som f.eks kan bruges i forbindelse med rallytræning, agility, udstilling, ringtræning,  zig-zag mellem benene, 8-tal, og letter senere indlæring af Hagetarget med henblik på dyrlægebesøg.
Hånd holdes nede i hundens næsehøjde, og man starter indlæring tæt på måske 10 cm fra snuden uden at presse hunden på nogen måde, andet end at hunden tænker "Hvad Søren er meningen? Her skal ske noget, hvad mon der er med den hånd?" - og snuser/lugter/dutter på hånden. Hvert lille fremskridt roses med et glad "ja!" og belønnes med supergodbid (shaping-metoden).
Bemærk at hånden er åben og godbidden kommer fra den anden hånd, er godbidden i hånden er det godbidden hunden går efter, ikke håndens position. Øvelsen lærer hunden at dutte + at det er sjovt at løbe hen mod dig + at vise initiativ og kan i sidste ende blive til et visuelt indkalds signal du kan bruge på stor afstand. Kan laves som at godbid kastes, og ved check ind laves håndtarget. Belønning samme sted (håndfladen) medfører fart på (øget intensitet).
I videoen laves en overgang fra håndtarget til potetarget, og når hunden ved at det er frisbeen der skal berøres, skiftes til potetarget, hvor det så er poten som skal bruges i stedet for snuden.
Potetarget er endnu sjovere end håndtarget hvis du spørger hunden, der kommer nemlig fart på.

Blive i en position.
Det er ok at der ikke sker noget, og denne kedelige øvelse kan give en godbid. I virkeligheden er det der trænes Selvkontrol, som kan tænkes ind i hverdagen f.eks i forbindelse med at sidde roligt før man går ud af dør/bil, være i ro før mad, hilse roligt på gæster osv.

Stå/Sit/dæk
Det kan faktisk være meget sjovt for begge parter, men driv ikke rovdrift på hundens lyst til at tilbyde adfærd ved at gøre det for længe. Det kan belaste muskler & led hvis det overdrives, nok ikke så smart hvis hunden har hoftedysplasi (hvilket man måske først finder ud af at få checket ved 1-2 års-alderen).
Alle 3 positioner er i virkeligheden naturlig adfærd, så man kan diskutere om det kloge menneske egentlig lærer hunden noget her, da hunden kan det hele i forvejen ??

Samle op og holde fast på en genstand (apportering) - indlæres fra bunden vha.baglænskædning. Apporten kan både være for kedelig og for spændende (f.eks apport eller legetøj med lammeskind) - spørg hundeinstruktøren til råds.

VIDEO DKK 01 Belønningsøvelser
http://www.youtube.com/watch?v=hYA_wMrefRE

Belønningsøvelserne Dead or Alive, Return to sender.
Hvis hunden stresser for meget op med legetøj skal man nøjes med godbidder eller legetøj med lavere værdi.
Hvis hunden stresser op pga godbidderne, skal man skifte til dårligere godbidder for at sænke stressen.
Hvis mennesket gør det forkert ja så reagerer hunden selvfølgelig yderligere på menneskets signaler ved at køre op i stress (hundesproget optrappes)

VIDEO DKK 002 Selvkontrol
http://www.youtube.com/watch?v=5va4iNd-hsU

Øvelserne Tag pænt + Hold Positionen
Princippet med at hunden belønnes for at tilvælge ikke at gøre noget, kendes også fra "The Bucket Game" med Chiraq Patel, find den på nettet.
Som I kan se er det noget de har øvet sig på, det er derfor man skal bruge en hundeinstruktør, for at kunne gå gradvist frem på en god måde med rette timing.
Når hunden bevæger sig opnås ikke noget, hunden forsøger derfor at tilbyde anden adfærd, og når der er ro på, vanker der ros og belønning. Det medfører at hunden får lyst til at gentage øvelsen som gradvis kan forbedres.

TIL SIDST:
" Opnå kontakt inden træning, ellers gå en lille tur i stedet!
" Vær obs på at rose og belønne I SAMME SEKUND der er øjenkontakt, vær superglad også!
Da dine følelser løber lige ned i hunden.
Nu tror du nok du skal sige "Dygtiig!" men det skal du faktisk ikke, kun hvor det er gavnligt, f.eks for at trække tiden mens du roder efter godbidderne - godt på gåture hvor der er brug for afledning.
" Brug supergodbidder til træning, det er dem som lugter rigtig meget og har høj værdi!
" Håndtegn er vigtigere end verbale kommandoer når I træner noget (verbale kommandoer kun når hunden er sikker i det man træner), personligt bruger jeg mest håndtegn, et glad "ja!" og et glad kropssprog.
" Træningen er blot et redskab til at få værdi for hunden og et godt samarbejde, jeres relation i hverdagen generelt er afgørende for hvordan det går
" Beløn konsekvent hver gang for kontakt og ved indkald
" Vigtigt at udsætte verbale kommandoer til øvelserne er forstået og sidder 80-100 %
" Klikkertræning? Effektiv metode hvis man kan finde ud af det, jeg anbefaler et glad "Ja!" (i stedet for en mekanisk klikker) og et glad, blødt kropssprog, da hundene aflæser vores følelser og signaler i situationen øjeblikkeligt.
" Brug adgang til f.eks spændende snuseområde som ekstra bonus-belønning efter 
      øvelse/træning så er det endnu sjovere for hunden alt sammen I laver ??
" Ved massiv belønning et udvalgt sted (jackpot) kan et sted/en situation/en person opnå værdi for hunden som associerer belønning med det der sker.
Til sidst: Pas godt på jeres hunde, de vil jer det bedste.
Er der noget man vil vide mere om, eller have uddybet, er man altid velkommen til at kontakte mig med spørgsmål om hunde.
Venlig hilsen
Per Arnt Rasmussen
Facebook: Hundefamilien.dk
Hjemmeside : www.hundefamilien.dk